Tomas
Lagermand Lundme

Thomas
Lagermand Ludme

Hej, jeg hedder Tomas og jeg har skrevet manuskriptet til Albert was here.

Jeg håber og ønsker, at man bliver mere bevidst og kritisk om, hvad og hvordan man bruger sit liv – også online.

Hvordan har det været at arbejde med
manuskriptet til Albert Was Here?

Det har på en måde været ligesom at lege. At sige ja og åbne en masse døre og gå ind i rum, som jeg ikke plejer at være i, men som jeg har opholdt mig meget nysgerrigt i.

Jeg har det tit sådan, at når jeg skriver, skal historien tage mig andre steder hen, hvor kontrollen forsvinder. Sådan har det også været her. Og sådan er det også at lege. Jeg ved godt, at legen stopper på et tidspunkt, og der kommer noget, der bliver virkelighed. Meget virkelighed. Og her i forestillingen, kommer virkeligheden måske ret voldsomt og sætter en brat stopper for legen, der ender både tragisk og fatalt.  

Hvordan har du arbejdet med manuskriptet?

Det er ikke en biografisk fortælling om Albert. Det synes jeg ikke vil være interessant at arbejde med. Men det er en forestilling om Albert. Om at turde noget, være en slags pioner for noget, ingen endnu kender konsekvenserne af.

Det er derfor en slags hyldest, ikke til Albert, men til dem, der på alle måder gør en forskel. Det gør man så altid med livet som indsats. Det kan man også sige her. På godt og ondt.

Jeg har arbejdet meget intuitivt med at skrive noget frem, der rummede legen og legens mørke, men når det blev for styret, har jeg lukket ned og gået med hunden.

Jeg hader altid selv at læse og høre tekster, hvor det bliver styret. For mig er teater og kunst i det hele taget en leg. Men legen behøver jo ikke kun rumme lyset. Legen kan sagtens rumme mørket.   

Hvad har været det vigtigste for dig
at få frem i manuskriptet? 

Det, som vi alle sammen, bliver ramt af. Ønsket om at blive set og elsket. Og det ønske og den idé og forestilling har så en fuldstændig umenneskelig pris at betale, hvor man altid går i en slags minus, fordi det aldrig kan blive plus, når man går i gang med at blotte sig selv og håbe, at andre vil se og elske en, som noget, man måske eller måske ikke er, men i høj grad er en forestilling om en selv.

Det er dybt banalt, samtidig med at det også er urkomisk og dybt tragisk, at vi aldrig er rykket længere. 

Hvad mener du, er hovedbudskabet i forestillingen?

At vi først kan ses og elskes, som dem vi er, når vi på alle planer er uden filter. Når vi tør være sårbare. 

Hvad håber du, publikum tager med sig hjem?

Jeg håber, at man får en masse tanker om, hvordan man selv lever og hvordan man selv går rundt og ønsker sig ting, der i bund og grund nok er ret utopiske og drevet af en form for vanvid, men som også gør os til de mennesker vi er – fulde af fejl.

Det er så dejligt at mennesker har fejl, og vi derfor ikke er perfekte. Når man er meget på nettet og hænger ud med sin telefon som et elektrisk spejl, kan virkeligheden på den måde måske godt krakelere lidt omkring en, fordi man bliver så opslugt af netop EN historie om sig selv, der oftest ikke er andet end indbildt løgn og nærmest en umulig selvfortælling. Jeg håber og ønsker, at man bliver mere bevidst og kritisk om, hvad og hvordan man bruger sit liv – også online – og derfor kan slukke lidt for sig selv i ny og næ og bare sidde og glo på en verden uden at tolke den i hoved og røv hele tiden i et eller andet forsøg på at være selvhævdende. Det er ærgerligt, for mennesker er bedst, når de har respekt for hinanden og mødes nogenlunde i øjenhøjde. Og måske også, når mennesker er lidt stille. Verden lige nu støjer så meget.     