I forsommeren 2024 talte vi med instruktør Lars Knutzon om hans kommende arbejde med The Julekalender som teaterforestilling.
Lars Knutzon er en erfaren dansk skuespiller, der er kendt for sit brede virke på både teater, film og TV. Han har opnået stor anerkendelse for sine alsidige roller, der spænder fra komedie til drama. Knutzon har gennem sin karriere spillet på flere af landets mest prestigefyldte teatre og medvirket i en række populære TV-serier og film. Hans evne til at skabe nuancerede og humoristiske karakterer har gjort ham til en af Danmarks mest elskede skuespillere.
Hvad er dine tanker om at skulle instruere The Julekalender?
Jamen, ingen. Det kører selv. De har lavet en fantastisk sjov forestilling i sin tid. Der er ikke noget, der på den måde skal laves om. Så jeg regner med at holde mig til det, der står og så må de selv om resten…
Hvad fik dig til at sige ja til at instruere The Julekalender?
Pengene (siger Lars og slår en latter op) J
Har du været nervøs for at instruere noget, som en stor del af befolkningen har set på TV?
Nej, for jeg var slet ikke klar over, så mange havde set den. Jeg har nemlig ikke set det så meget. Af en eller anden grund har jeg ikke set så meget julekalender, fordi jeg selv har været med i en 3-4 stykker, og så har man ligesom fået nok, ikke?
Hvad tænker du om at få skuespillerne til at tale jysk?
Vi har jo haft en lille læseprøve, hvor vi læste hele stykket igennem, sådan som det var. Det gik faktisk rigtig godt. Så svært er det heller ikke, altså. Nogle af dem kan jysk, jeg kan også godt tale jysk, hvis det skal være, ikke? Og så synes jeg, at det er et dejligt sprog og en dejlig dialekt – jysk. Men her er den altså gjort lidt mere teatralsk.